Så er Villy ude at vrøvle igen

Så er Villy Søvndal ude og kloge sig uden at have tænkt sig om vedrørende den oplevede uretfærdighed ved aftrædelsesgodtgørelser og fyringer. Det er i forbindelse med hele problematikken omkring DSBFirst og den fyrede direktør, Søren Eriksen, som har modtaget en fyringsgodtgørelse svarende til 1 års løn, med al sandsynlighed pga. det står i hans kontrakt, da dette er kutyme for direktører. 12 måneders løn er bedre vilkår end hvad de fleste kan forvente igennem funktionærloven, som typisk giver 3-6 måneders løn ved fyring. Men det skyldes at det som direktør er sværere at finde nyt job indenfor en 3-6 måneders periode da besættelse af direktørstillinger, af forskellige årsager, tager længere tid end almindelige lønmodtagerjobs. Derudover er direktører ofte er dækket af konkurrenceklausuler, hvor der ofte medfølger godtgørelse i en periode i tilfælde af fyring.

Til historien udtaler Villy :

“Det er helt galt, at man kan sidde på sine hænder eller være hamrende inkompetent og så blive belønnet i millionklassen, når man enten selv vælger at gå eller bliver fyret” (fra epn.dk – jeg har lavet fremhævningen)

Det er svært at være uenig i at inkompetence ikke skal belønnes (men det er noget man typisk kun kan se retrospektivt) og at man ikke bør få godtgørelse hvis man selv vælger at gå (medmindre man godtgøres i forhold til konkurrenceklausuler man er dækket af), men når man bliver fyret? fyret?! Det er jo den slags vrøvl der er helt gal. Ift. godtgørelse ifm. fyringer, er det vandvid at Villy kan fremtvinge den slags udtalelser i Danmark, hvor vi med den danske flexicurity model har et fleksibelt arbejdsmarked som fungerer fordi folk får løn i en tid så de kan nå at finde anden beskæftigelse inden det får store økonomiske konsekvenser for deres privatøkonomi.

Men hvis Villy virkelig vil afskaffe beskyttelsen mod fyringer, så bør den vel også gælde for almindelige lønmodtagere, og dermed skal beskyttelsen som beskrevet i funktionærloven også tages væk, for som Villy fortsætter:

“hvis man fyres, er det jo som regel fordi, man har svigtet sit arbejde”  (fra epn.dk)

Jeg fornemmer at Villy’s udbrud kun er tilstedkommet fordi det drejer sig om en person som tjener mere end gennemsnittet og det mere er pengesummen på 4 millioner kr. (Søren Eriksens årsløn), som han synes er problemet, mere end arbejdsmarkedsbeskyttelsen. Dermed udviser han et ønske om at alle mennesker ikke skal være lige for loven ift arbejdsmarkedsbeskyttelse. Hvis du tjener mere end gennemsnittet skal din retsstilling være dårligere – så er det ok hvis din privatøkonomi ender i ruiner – du er jo bare et rigt svin der har et forbrug der er højere end hvad Villy synes er rimeligt, synes at være retfærdighedsprincippet.

Men Villy stopper ikke der. Han fortsætter med udtalelsen

Hvis man selv siger op – så skal man jo ikke have bonus (fra epn.dk)

Så er vi endelige enige! Eneste problem med udtalelsen er at Søren Eriksen ikke sagde op, men blev fyret, så udtalelsen har ingen relevans. Det virker som om Villy Søvndal ikke har forstået at de 1.7mDKK som Søren Eriksen fik i bonus blev givet for opnåelse de mål bestyrelsen i DSB satte for ham for 2010. Så om Søren Eriksen skal beholde sin bonus eller ej afhænger af om man kan finde en vej hvor de er blevet udbetalt på et forkert grundlag og kan kræve dem tilbage. Ellers må skyden hænge på bestyrelsen som satte de forkerte mål.

Jeg frygter at Villy med regeringsmagt vil bruge ovenstående form for logik til at regere efter hvis han kommer til magten, og det bliver ikke sjovt for os danskere.

Janteloven længe leve, længe leve Janteloven. Æv!

Dette indlæg blev udgivet i politik, samfund og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *