Sådan holder du (angiveligt) en Orkidé, så den holder i flere år

Dette indlæg er blot et forsøg på at jeg ved at skrive ned hvordan man holder en Orkidé, som beskrevet af  Bo Grønt Havecenter i Allerød, i fremtiden giver blomsterne i mit hjem et værdigt liv (…). Jeg ligger inde med en kopi fordi min mor engang har givet mig den og fandt den her ved et tilfælde da jeg ryddede op, og så kom jeg til at tænke på hvor mange orkidéer jeg brutalt har aflivet ved at afholde dem fra at få vand nok. Hvis blomster kunne tale, ville de nok mene dette var tortur og at jeg har handlet i strid med Genevékonventionen. Kort sagt, alle planterne er visnet for mine øjne uden det var det jeg tilstræbte.

Men måden man holder sådan en fætter glad og sund på er angiveligt sådan her:

Lys og varme

Orkidéer bør stilles i et vindue, der vender mod øst eller vest eller evt. i et meget lyst vindue mod nord. De tåler ikke bagende sol og derfor skal de beskyttes med et skyggegardin, hvis de placeres i et sydvendt vindue.

Temperaturer omkring 18° – 24° C giver orkidéerne de bedste betingelser. Man kan sige at langt de fleste orkidéer både trives og blomstrer ved temperaturer, som vi selv finder behagelige i boligen.

Vanding

Det er en gylden regel at gennemvande orkidéerne inden de bliver helt tørre. Hvor ofte planterne har behov for vand afhænger af årstiden, og hvor varmt planten står. Du kan lave en test ved at løfte potten – føles den let, trænger den til vand. En tommelfingerregel siger, at man skal vande 2 gange om ugen i vækstsæsonen (aprilseptember) og højst 1 gang om ugen om vinteren (oktober-marts).

Vanding foretages bedst ved at holde planterne nede i en spand med vand i ca. 15 sekunder, dog ikke nypottede planter. Brug helst regnvand eller kogt vand. Alt det vand, der ikke optages skal have lov at løbe bort, da orkidéerne aldrig må stå med vand i underskålen. Er det varmt, er det en god idé at give planterne fugtighed med en blomsterforstøver.

Gødning

Orkidéer skal gødes med en rigtig orkidé-gødning, der er mindre kraftig end almindelige blomstergødning. l sommerhalvåret tilsættes gødning til 3 ud af 4 vandinger. I vin~ terhalvåret tilsættes der kun gødning hver anden gang, der vandes. Undgå at sprøjte med gødningsvand, da det giver hvide pletter på bladene.

Efter blomstring

Når blomstringen er forbi skæres blomsterstilkene væk. Det gælder dog ikke Phalaenapsis, der ofte bliver ved med at sætte nye knopper for enden af stilken. Først når den begynder at visne, klipper man til 2. eller 3. led oppe på stilken. Den gamle stilk vil da ofte sætte nye sideskud og starte en ny blomstring.

Omplantning

Orkidéerne skal plantes om hver 2. eller 3. år (men hvornår har sådan en nogensinde holdt så længe). Du skal bruge en særlig jord beregnet til orkidéer. Ved plantning skal du lave et godt dræn i bunden af potten.

Dette indlæg blev udgivet i blandet, bolig og tagget . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Sådan holder du (angiveligt) en Orkidé, så den holder i flere år

  1. Aquavandperler skriver:

    Man plejer at sige, at man ikke giver orkidéer gødning i hvilefasen – hvorfor vil i give gødning i hvilefasen ? 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *