Anmeldelse af Restaurant Oubæk i Indre By i København (***)

Tilbage i November var min hustru og jeg på Oubæk til en bistro oplevelse – noget vi havde glædet os til – specielt til klassikeren – boeuf béarnaise, og vores forventninger var høje – måske også for høje.

Da vi ankom og stod og ventede i en næsten fyldt restaurant på at blive anvist vores bord begyndte vi så småt at glæde os, for anmeldelserne har typisk været gode når vi har læst dem, restauranten så hyggeligt indrettet. Derfor gjorde det også skuffelsen endnu større da vi blev anvist at sidde i kælderen hvor der er lavet 3-4 spisepladser der mest af alt ligner en cafe (ucharmerende små hvide borde med en bar-plads (altså ikke en bar, men blot sidder man på barstole foran køkkenet og kigger ind i køkkenet).

Man sad også lige overfor køkkenet som var relativt åbnet og lyset unødigt skarpt og de ikke sammenhængende med de forventede rolige omgivelser. Derfor vil jeg også kraftigt advare mod at få plads i kælderen hvis man ønsker mere end en hurtig bid mad (med 4 retter var det ikke en hurtig-ind-ud oplevelse jeg var ude efter), så når du booker bord, så bed om at sidde ovenpå – ellers lad være med at komme der ville være min anbefaling.

Den første forret var kammuslinger i sauce nage. Kontrasten mellem yderst sparsomt blancherede grøntsager, og dermed med masser af bid, og den fede sauce nage, var en smule for meget for mig, men min hustru var helt vild med denne ret, og kårede den med det samme som den (forventede) bedste ret den aften.

Anden ret var svampe ravoli, også i en flødebaseret sauce. For mig var det bedste ret. Svampene var smagfuldt stegt uden at miste deres tekstur og raviolierne var hverken for tørre eller for udkogte. Min hustru var enig og på det her tidspunkt ret begejstret for stedet.

Så kom hovedretten og den havde jeg set frem til – Boeuf béarnaise (Entrecôte) – stedet hofret skulle det være. Desværre var det en fuldstændig fiasko. Som man nok også kan se på billedet ovenfor var der store fedtklumper i kødet og desværre smagte det hele som friture. Salaten var tør og kartoflerne havde fået for meget, så der var ingen fugtig varm kartoffelkonsisten indeni. Sauce béarnaisen var ok, omend der var en anelse for meget smørsmag for mig – men det er i småtingsafdelingen.

Crème brûlée er ikke min favorit og den var fin nok her. Aldrig en dessert jeg selv ville vælge, og derudover er jeg ikke udpræget dessert mand. Den hjemmelavede is derimod, var god og frisk Så vidt jeg husker var det med passionsfrugt, men er ikke helt sikker (desværre, for sådan en is ville jeg gerne selv lave derhjemme!).

Vinene og tjeneren der serverede dem gjorde det virkelig godt. Det virkede som om han smagte på ordene, og vinene, mens han fortalte os om dem og man fik lyst til at smage – og de smagte godt til den serverede mad. Jeg erindrer specifikt en af hvidvinene var østrisk, som man vel kan sige er på mode på de fleste restauranter, og lavet på druer jeg ikke kendte (som sædvanlig), men dæmpede dejligt den fede smag fra fløden i de to første retter. Den kraftige Barbaresco til kødet var også fantastik glimrende!

Samlet ser var oplevelsen dog underdrejet pga den dårlige placering i restauranten og den virkelig ringe hovedret, og derfor kan jeg ikke få mig selv til at give mere end ***. En placering i restauranten ovenpå og en hovedret hvor man spenderede de 45kr ekstra på menuen og fik tournedos rossini i stedet for ville måske have givet en stjerne mere (og måske ikke – hvem ved). Under alle omstændigheder havde jeg forventet mere af stedet end jeg fik og gik skuffet derfra.

Restauranten er prismæssigt ikke dyr, men heller ikke decideret billig. Vinmenuen vi fik kostede 400kr/person (4 glas) og menuen med 4 retter koster omkring 425kr/person.

Dette indlæg blev udgivet i mad, restaurant. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *